top of page

Skam dig........

Skam er noget vi alle kender til og som påvirker vores frie udfoldelse på mange måder.

Jeg er vokset op i en generation, hvor udskamning var en normal del af opdragelsen. Jeg husker især min farmors ord "Skam dig", hvordan de kunne hagle ned over mig, når jeg havde været lidt for vild.

Det er først indenfor de sidste to år, jeg har knyttet denne opdagelse sammen med en god teoretisk forståelse, for på den måde bedre at kunne forstå mine strategier.

Mit håb er, at dette lille skriv, ligeledes vil gøre dig nysgerrig. I bunden af siden finder du links hvorfra denne forståelse er hentet.

Grundforståelsen er, at affekten skam kan, hvis den bliver kronisk, knytte sig til selvet og føre til et negativt selvbillede. Når skam rammer Selvet, behøves der ikke nogle ydre udskammer, det foregår i det indre. Skam og narcissisme er iflg. Lewis modsætninger. Skammen er den negative oplevelse af Selvet, hvor Narcissisme er den positive eller beundringen af Selvet. Hvordan en person ønsker at blive opfattet kan kaldes ”Ideal Selvet” og hvordan han bliver opfattet og opfatter sig selv kan kaldes ”Real Selvet”. Hvis der er stor diskrepans imellem de to, opleves det som skam. Den klassiske psykologi, der beskæftiger sig med Selvets udvikling, ser skam som bagsiden af narcissisme, og mener at skam opstår ved høje selv idealer, der ikke kan leves op til. 1)

Når man føler skam, ser man sig selv ud fra andres øjne. Det man forestiller sig de andres billede af en er, det bliver ens eget selvbillede. Skammen kan opleves nådesløs og kaldes af psykiater Finn Skårderud for ”blikkets sygdom”. Den norske forsker og teolog Berit Okkenhaug, som bl.a. har skrevet bogen ”Når jeg skjuler mitt ansikt”, beskriver det her med ansigtet og det gode blik. Skammen handler netop om, at man slår blikket ned, at man skjuler sit ansigt. - For at kunne være i denne ulidelige følelse af rædsel for at dumme sig, for at blive udstødt og for at blive afvist, så udvikler vi nogle strategier – nogle skjulesteder.

Iflg. Donald Nathanson, er der 4 universelle menneskelige reaktioner på skam.


Tilbagetrækning Tilbagetrækning (se figur) er ofte en kortvarig, forbigående reaktion, hvor vi trækker os. Det kan både være fysisk, vi trækker os, og vi kan også psykisk trække os tilbage, for at forsvare os. Hvis man fx er usikker i en sammenhæng, går man langs væggen, for at undgå at blive set. Man kan også gøre det modsatte, nemlig at prøve at konversere sig ud af situationen. Begge dele kan knytte sig til en frygt, som gør, at vi trækker os. Tilbagetrækning kan sagtens være en sund reaktion. Den kan gøre, at vi beskytter os, i en situation hvor vi ellers kunne blive udstillet. Problemet er, hvis tilbagetrækning bliver en tilstand, vi lever i. Så bliver den hæmmende.

Ofte, når vi har en tilbagetræknings reaktion, så reagerer vores krop på skamfølelsen. Når vi kommer hjem fra en sammenhæng, hvor vi måske var lidt utrygge, kan vi være ufattelig trætte og udmattede. Den fysiske reaktion er ikke synkron med vores ydelse, men det kan skyldes, at kroppen har brugt meget energi på at skjule skamfølelsen. - Ofte omtaler vi skammen som noget negativt, og megen skam ødelægger os indefra og medfører følelsen af værdiløshed og selvforagt. Men ikke al skam er negativ. Den sunde skam hjælper os, med at regulere vores adfærd, så vi kan beskytte os. Men hvis vi ikke er bevidste om det, kan skammen gøre noget ved os, som vi ikke har styr på, og det kan blive meget invaliderende eller slidsomt.


Undgåelse Undgåelses-strategien er en langvarig måde at forholde sig til sin skam-problematik på. Her kan man opleve, at det er mere vigtigt ikke at miste ansigt, frem for at være sandfærdig. Man kan opleve at miste sig selv i et forsøg på at skjule sig. Man tør ikke at forsøge at prøve noget nyt, fordi man er bange for at mislykkes. Undgåelses-strategien kan virkelig skabe en distance, hvor man bygger høje mure om sig selv, og bliver meget isoleret. Selvom man længes efter fællesskab og sociale sammenhænge, så trækker man sig fra det. Hvis man skjuler ”familiehemmeligheder”, forsøger man at undgå situationer, hvor man kan risikere at blive spurgt til det. Det kender vi også fra folk med psykiske lidelser eller afhængighedsproblematikker. Man undgår skam-følelsen fx ved ikke at invitere nogle hjem. Vejen ud af skammens skygger er meget længere end ud af skyldens.

Når man anvender disse strategier, er der ofte lang vej til at se på, hvad denne adfærd skyldes. Man får ikke spurgt sig selv: Hvad er det egentlig, jeg beskytter mig fra, når jeg i virkeligheden længes efter fællesskabet?


Selvanklagen Den tredje del af Skamkompasset er selvanklagen. En vis form for selvkritik kan være god nok, men når selvkritikken bliver ødelæggende, er det fordi man hele tiden retter kritikken på sig selv. Man magter ikke at se på situationen, og hvad det egentlig handler om. I stedet vender man det hele over på en selv. Man tager det som et bevis på, at jeg er et dårligt menneske, - at jeg er forkert. Den norske professor i psykiatri Finn Skårderud siger: Skamfølelsen handler om forestillingen om, hvad andre tænker om os. Her bliver selvanklagen ofte en strategi, for at skjule sig: ”Jeg er sikker på, de andre synes, at jeg…” Og så bliver de tanker til mit billede af mig selv. Alt det gode, de andre siger om en, går ind af det ene øre og ud af det andet. Det eneste, der sætter sig i krop og sind, er det, som kunne være anderledes ved en. Beskrivelsen af selvanklagen fra Donald Nathansons skamkompas spiller perfekt op af perfektionisme-kravene, som vi oplever i vores kultur i dag. Dem er der jo ingen, der kan leve op til. Her er det igen skammens stemme, der dukker op: Jeg er ikke god nok osv.


Angreb mod andre I stedet for at angribe sig selv, kan man også vælge den strategi at angribe andre. Så bliver man meget optaget af, at være fejlfinder overfor andre. Der skal findes en syndebuk. Ens egen selvforagt vendes udad og bliver til angreb på andre. Man prøver at finde de andres fejl, fordi man ikke kan magte at se på, hvad man selv er ansvarlig for. Det opleves altoverskyggende, når fokus er på mig. Man lukker i stedet af og kan blive meget vurderende og have en nedladende holdning overfor andre. Når man overvældes af afmagt og tænker: ”Jeg kan ikke holde mig selv ud. Jeg hader mig selv”, så kan det give sig udslag i vold.

Er man fyldt af selvforagt indeni, og man ikke kan holde sig selv ud og føler sig værdiløs og uelsket, så vil det opleves som om, det giver større balance, hvis det man føler på indersiden, også er det, man mærker på ydersiden. I det tilfælde bliver selvforagten og selvdestruktionen virkelig udtalt, og volden overfor andre bliver den ekstreme variant. 2)


Det kognitive chok (mental forvirring) for at undgå det vil vi gerne væk fra det det fører til en eller flere af skamkompassets reaktioner. (nathansson)

Jeg synes skamkompasset giver mega god mening, når jeg som menneske og terapeut skal forstå og møde mine medmennesker, mine klienter og når jeg i egenterapien skal forstå mine egne dynamikker og strategier.

Her har jeg oplevet at kunstterapiens metode er rigtig god, fordi du får mulighed for at arbejde med det svære udenfor dig selv i form af en lerfigur, et billede, eller et objekt. I det terapeutiske rum arbejdes der med bevidstgørelse og integration og gradvist kan der opbygges en ny fortælling med nye ressourcer og andre konstruktive strategier.

Hvad gør du? Har du oplevet skammens indflydelse i dit liv? Hvordan har det vist sig?



Kilder

1) Patricia A DeYoung: ”Understanding and Treating Cronic Shame A relational/Neurobiological Approach” s. 27


Derudover:


74 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page