top of page
  • Forfatters billede Helle-Sofia Sørensen Ejer

Skygger og projektioner


De psykiske forsvarsmekanismer og skyggen Når vores længsel går på at blivehele mennesker fri for begrænsninger, ubalancer og måske sygdomme, kommer vi ikke udenom at arbejde med vores forsvarsmekanismer, der bl.a. har til formål at beskytte selvbilledet. (Personligheden). Forsvarsmekanismerne er en del af vores samskaras.

Ifølge C.G.Jung og arketypeteorien* indeholder vi alle egenskaber som kim i os. Den kultur, miljø, familie vi vokser op i, bestemmer hvilke egenskaber der bliver fremherskende og hvilke der bliver undertrykt. De egenskaber der fremelskes og kommer forrest i bevidstheden, kalder vi ”Egoet” eller ”personligheden”. De egenskaber der ikke fremelskes, presses ned i det ubevidste, kalder vi ”Skyggen”. Som hovedregel er det sådan, at hver gang vi danner en ”Jeg er……” danner vi en ”Jeg er ikke…….”. Dvs. Jegets bagside kommer vi i det ubevidste , i skyggen. Det er ”det dårlige selskab”. ”Dem som ingen vil lege med”. Det er f.eks. den dovne, den frække, den egoistiske, den vrede, den intelligente, den musiske osv. Herunder forklares mekanismen.

I løbet af de første 7 leveår dannes vores jeg-personlighed. Det er alt det, du kan sige ”jeg er” …… til. F.eks. jeg er uselvisk, dygtig, flittig osv. Bagsiden af disse kvaliteter, de ikke socialt accepterede sider, f.eks. egoistisk, dum, doven mm., bliver presset ned i vores ubevidste og projiceres ud i andre og lever deres eget liv der. Så kan vi pege fingre ad og synes alt muligt om de andre, dem derude. Dybest set længes vi måske en lille bitte smule efter at være som dem, men pga. vores personlige historie, er det ikke umiddelbart tilgængeligt for os.

Det er det ikke, fordi forsvarsmekanismerne beskytter selvbilledet og beskytter os mod at mærke ubehagelige og svære følelser og tanker.

Jeg kan huske fra min egen barndom, jeg var to år og elskede at danse ballet. Jeg var ikke særlig god til det, og faldt en masse til de voksnes morskab. De kaldte mig ”klodset”, og lille ”klodsmajor” og bad mig om at finde aktiviteter, der var mere stille. Det var meget skamfuldt, fordi jeg elskede at danse. Fordi vi er sociale individer der har brug for tilknytning, pakkede jeg min lille ”elegante dansepige” væk. Jeg blev i stedet: ”klodsmajoren” og ”jokeren”, fordi det gav smil og anerkendelse fra de voksne. ”Den yndefulde og elegante” gav bare buler og latterliggørelse, så væk med hende. Ned i dybet farvel! Dernede lå hun i mange år imens jeg havde travlt med at dømme andre ude i verden. Når jeg mødte elegante, yndefulde, små spinkle kvinder, fik jeg altid travlt med at synes en masse om dem: ”Hun kan garanteret ikke regne” eller: ”Hun er rigtig pæn, men hun er garanteret grim indeni” og andre domme kastede jeg lifligt rundt med til disse smukke, intetanende kvinder. Hvorfor? Fordi de blev bærer af mine skygger. Jeg projicerede mine egne skamfulde egenskaber ”yndefuld og elegant” ud i disse kvinder. Samtidig længtes jeg efter noget, jeg ikke rigtig kunne definere.

Jeg har siden fundet ud af at disse ”skyggebørn” er uelskede, oversete egenskaber i mig, som jeg bliver nødt til at integrere og lære at elske fordi jo mere jeg undertrykker dem, jo mere larmer de i det ubevidste. De kan give fysiske og psykiske symptomer og ubalancer som varierer fra person til person afhængigt af hvor blokeringen og skyggen blev skabt. Undertrykte skyggebørn og det forsvar der omgiver dem, rummer masser af samskaraenergi. Derved rummer de også masser af potentiale og udviklingsmulighed.

Min erfaring fra arbejdet med tusindevis af klienter viser mig, at det bl.a. er de skyggebørn, de uelskede områder i os selv, der når de er blevet undertrykt og forvist længe nok, vil manifestere sig som fysisk sygdom, fordi vi binder energien omkring dem i et forsøg på at undertrykke dem. Det gode er, at det er muligt at ændre.

Fysisk sygdom og ubalance bliver på den måde en slags hjælp til selvhjælp. Jeg ser det som Sjælens måde at forsøge at råbe os op på, så livets kvalitet igen kan flyde frit.

Forsvarsmekanismer hjælper os altså, til at håndtere stressende eller traumatiske oplevelser og situationer på en måde, så vi ikke føler smerte eller føler at vi ‘går i stykker’.

De hjælper os til at navigere og balancere imellem krav, der kommer udefra og vores egne indre behov og følelser. Forsvarsmekanismerne er som regel ubevidste og vi er ikke klar over, at vi bruger dem. De opleves som en normal del af vores hverdag og måde at opleve os selv på. Projektioner er min erfaring en nem måde at identificere og arbejde med forsvaret på. Det er et af vores hyppigste forsvar, derfor er der medtaget nogle øvelser til dig bag i bogen.

Jeg plejer at sige, at du kan kende disse projektioner, når der er stærke følelser på spil. Projektioner kan både være positive og negative. Når de er positive, bliver vi fascineret eller forelsket, når de er negative, bliver vi irriterede på de andre. Det glædelige er, at det er muligt at trække disse projektioner hjem og på den måde blive mere hele mennesker. Længslen efter……, er måske dybest set en længsel efter at forbinde os med vores egen indre dovne, egoistiske, legende eller hvad vi nu har gemt af vejen - dele, for at vi på den måde kan blive mere hele mennesker, for til sidst at forbinde os med vores sjæl.

På denne vej ”hjem”, kommer vi ikke udenom forsvarsmekanismerne, der bl.a. har til formål at beskytte selvbilledet mod det vi har puttet i skyggen og det ubevidste.

Skyggen vil på mange måder forsøge at gøre opmærksom på sig selv – bl.a. som jeg beskrev i eksemplet herover: Igennem ”det vi synes om andre mennesker”. En. Tommelfingerregel er, at hver gang der er en disharmonisk følelse, er der projektioner på spil. Projektionsmekanismen bliver på den måde et forsvar, der smider det vi ikke kan li i os selv, udenfor, over i de andre.


Hvis du er blevet inspireret til at arbejde med dine egne skygger og projektioner, så ligger der på vores YouTube kanal en lille serie på 4 videor der forhåbentlig kan hjælpe dig godt på vej.

Kærligst Deva




_______________________________________________________

*Arketypeteorien er beskrevet i: “Archetypes and the Collective Unconscious”, 9 (Part 1), s. 207-254.





#drøm#arketype#skygger#sjælsro#Forsvar#selvudvikling#Projektioner#følelser



85 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page