Lad alt blive din læremester

Lad alt blive din læremester

Jeg får lyst til at dele med dig en dejlig oplevelse jeg mærkede dybt i min sjæls essens i går, da jeg var på min løbetur i Vestskoven.

Når jeg deler den med dig, er det mit håb, at du må tage det af historien til dig lige netop du har brug for – lige nu.

Jeg løb, som ofte før med glad musik i ørene, hunden i snor og nød efteråret – ja nu snart vinteren. Jeg var opmærksom på den smattede skovbund og havde fokus på at holde balancen – imens min lille hund glad løb ved siden af.

Ca. Midtvejs mødte jeg en grangren, der lå lige midt på den smattede skovsti, der hvor jeg skulle træde de næste skridt. Den var for stor til at jeg kunne træde over den, så jeg stoppede op og kiggede på den.

Kiggede – sådan virkelig intenst kiggede……. Den sagde: ”Helle, i dag skal du gå resten af vejen og lære af det, der er dig omkring”.

Jeg kiggede mig omkring – ligesom for at sikre mig, at ingen udover mig var vidne til, at en grangren talte til mig. Glad og ydmyg tog jeg grangrenen op, satte tempoet ned og gik.

Til at starte med lidt småirriteret, fordi jeg havde sat mig et mål: Jeg skulle løbe 4 km og havde kun nået de 2,6, så manglede stadig en del.

Jeg mærkede min irritation over at blive forstyrret og min modvillighed mod at lade andre bestemme, mit sind der dømte og foragtede mig over at tale med en……GREN!!!

Efter lidt tid i ivrig dialog med de indre stemmer, satte jeg bevidst tempoet ned og stilnede sindet. Jeg lavede en walking meditation, der går ud på at lægge så meget nærvær og bevidsthed ind i dine skridt som muligt. Sådan gik jeg og blev efterhånden bevidst om den magi der omgiver os.

Efter lidt tid, fik jeg øje på de mest vidunderlige lysende gule og gulbrune blade på stien i skovbunden. Blade som jeg startede med at pløje og trampe på ganske ubevidst, i min iver efter at nå mit mål: 4 km.

Jeg stoppede op og stod helt stille og mærkede deres iver efter at lyse min vej op i en mørk tid. Som små lysende sole af energi lå de der på stien og lyste mig i møde. Jeg fik tårer i øjnene af glæde og taknemmelighed.

I deres transformationsproces fra fast form til ånd, gjorde de sig den allerstørste umage med at lyse min dag op i en mørk tid og jeg trampede bare henover dem – jeg så det ikke.

Jeg mærkede mig selv gispe og en overvældende Kærlighedsfølelse overmandede mig. Jeg faldt på knæ der midt i skoven og takkede. Det lyste op omkring mig og det var som de små blade glædedes med mig og gav mig livet tilbage.

Længe sad jeg der og blot nød at være et med de ”døende” blade – nu var det lige meget om nogen kom forbi – jeg følte jeg havde fundet hjem – hjem i mig selv atter engang. Et med alt – alt med et.

Bladene talte til mig: ”Helle, fortæl mennesker du møder om os, fortæl at vi er som dem, fortæl om din oplevelse i dag i skoven og vær ikke bange. Ingen udover dig selv vil dømme dig og erklære dig tosset”. ”Når du stopper dommen over dig selv, og gør i dag til din , er du fri – er du hjemme”.

”Fortæl mennesker at de som vi er på gennemrejse, at de skal lyse for hinanden – med hinanden, i et kæmpe fælles mønster af unikke farvenuancer og energikonbinationer. Ingen konkurrence er nødvendigt – der er nok til alle – arbejd mod et fælles mål, lys sammen som vi. I vores verden arbejder grangrene, svampe og blade sammen trods vores forskellighed. Vi er et. Et er i. Vi og I er et.

Vær ikke bange for at udtrykke det, der er dit unikke – for gør du det, giver du samtidig plads til, at andre kan gøre det samme. Ser du? Hvis vores ven grangrenen ikke havde været modig og udtrykt sig direkte, havde du aldrig set os.

Vær bevidst og tag ansvar for dit udtryk i helheden. Tag din plads og lad andre få deres. Vær bevidst om, at andres vækst er din glæde.”

Jeg sad der i skovbunden og mærkede tårerne trille ned af mine kinder. En ubeskrivelig fred sænkede sig. Jeg erkendte at alt sker af en årsag – i perfekt harmoni. Der er intet at ændre, intet at kæmpe imod og en bølge af taknemmelighed og lyksalighed skyllede igennem mig. Jeg kom i tanke om et citat jeg havde læst da jeg var 14 år gammel, som rørte mig dybt. Citatet lyder:

Indianeren gik forsigtigt på jorden om foråret fordi han så den var gravid”.

Det gav en dybere mening end nogensinde før – og resten af hjemturen gik jeg med forsigtige skridt udenom de gule blade og sendte i tankerne taknemmelighed til dem, for at bekræfte min tro, at engle og Gud er ikke som mange tror: ”noget deroppe” vi skal anstrenge os og lave ritualer for at kontakte. Gud er allestedsnærværende – for dig for mig for alle at opleve. Lige her og lige nu.

Tak fordi du tog dig tid at læse med.

Deva Anaya (Helle Nemborg)

Skoleleder

Sjælsro Skolen


Mobil: 28560066

8 visninger

Sjælsro® Skolen   Herstedøstergade 22,1, 2620 Albertslund  CVR: 27197663

© 2019 Sjælsroskolen  /  DENMARK / Mobile 28560066

  • Instagram Social Icon
  • Facebook Social Icon
  • YouTube