top of page
  • Deva Anaya

Dissociation og det arketypiske forsvar

En psyko-spirituel tilgang til healing af tidlige relationelle traumer




Psykospirituel Traumehealing


I det meste af mit voksenliv har jeg været optaget af, hvordan smerter og ubalancer i det fysiske system, kan helbredes på en naturlig måde, igennem healing, terapi og bevidstgørelse.

Igennem mit virke som sygeplejerske så jeg, hvordan lidelse, smerte og sygdom, blev mødt med medicinsk behandling. Jeg erfarede, at det er en symptombehandling, der kan være fint i den akutte fase af sygdom, men når den bliver til løsningen, mener jeg vi er ganske på afveje i vort behandlingssystem.

Jeg stoppede som sygeplejerske i 2003, fordi jeg følte et behov for at udvikle ”Noget der

manglede”, uden helt at vide, hvad det var. En trang til at forstå fysiske sygdomme dybere og kigge bagom det tilsyneladende, førte mig ud på en lang vej, hvor jeg lærte i det esoteriske felt. Jeg startede en healingspraksis, hvor klienter kom fra nær og fjern. Det er af disse klienter jeg har lært, hvordan krop, psyke og ånd hænger sammen og hvordan vores system med de rette betingelser, er et unikt selvhelbredende system, der kan heale på den fineste vis. Jeg lagde mærke til, at jo mindre jeg gjorde, jo bedre healede mine klienter og deres egne iboende potentialer blev aktiveret. Senere er de mere terapeutiske metoder kommet til, og tilsammen har de dannet fundamentet, for en komplementær metode til det etablerede systems ”apparatfejlsmetode”.

Mine klienter lærte mig, at med anvendelsen af bl.a. smertediagrammer kan de selvdiagnosticere, og ved hjælp af healings– og kunstterapeutiske metoder, findes årsagen til disse ubalancer. Fælles for disse forløb er, at når årsagen findes, forsvinder symptomet (smerter og sygdom). En proces der kan tage måneder og år. Jeg lærte med tiden, at når vi finder lyset i os, sker healing ofte spontant. Derfor har jeg i mit virke som healingsterapeut, været specielt optaget af, at genetablere kontakten til vores indre spirituelle kerne, til Sjælen. Dette indre univers har mange navne. Nogle kalder det Guds aspektet. Asger Lorentzen skriver f.eks. : ”Når du healer dit forhold til Gud, healer alt andet i dig automatisk”.1)

Denne forbindelse til vores inderste spirituelle jeg, bliver ofte afbrudt af større og mindre traumatiske oplevelser igennem den tidlige barndom og herved opstår fysiske og psykiske symptomer og lidelser som kroppens svar på de oplagrede traumer og den blokerede energi.

I det følgende, vil jeg anvende en psyko-spirituel vinkel til at belyse, hvordan tidlige relationelle traumer (førsproglige traumer) anvender forsvaret dissociation, til at fastfryse den traumatiske oplevelse væk fra dagsbevidstheden, hvilket over tid, vil føre til fysiske og psykiske smerter og ubalancer.

Jeg vil beskrive, hvordan brugen af smertediagrammer, kropssensitive teknikker samt brug af kunstterapien, kan bevidstgøre og integrere disse traumatiske oplevelser, så smertelindring og helbredelse kan ske.

Jeg vil inddrage min egen historie, som et klassisk eksempel på, hvordan et tidligt relationelt traume opstår, hvordan dissociationen redder barnet mod undergang, men over tid medfører fysiske og psykiske ubalancer. Jeg vil beskrive, hvordan healings- og kunstterapien og de kropssensitive teknikker gradvist integrerer de fraspaltede dele og 100 pct. healing opstår.

Mit håb er at jeg igennem min egen historie kan inspirere læseren, til at begive sig ud på denne frigørende, bevidstgørende opdagelsesrejse i sine egne dybder.



Min historie

Jeg er blevet fortalt af mine forældre, at min mor, da hun fødte mig, fik en fødelsdepression, og havde svært ved at håndtere mig. Jeg blev vasket, fik mad i en sutteflaske og blev holdt varm og tør. Det min mor ikke kunne give mig, var øjenkontakt, nærvær og Kærlighed. Da jeg var to år, døde min mormor, som jeg var stærkt knyttet til. Jeg husker at en del af mig døde med hende og herfra blev jeg ”en anden”. Der var to indeni mig nu. Hende de andre kunne se, der var flink, dygtig og senere blev aggressiv når nogen kom tæt på, og hende indeni, som ingen kunne røre og som kunne tale med de døde, med træer og blomster. Hende der var sammen med englene og feerne og som var tryg der. Da jeg var 15 udviklede jeg anorexi, der senere vendte til bulimi. Jeg blev diagnosticeret med massiv angst og depression og konsulterede en psykiater, der ikke kunne nå mig.

Jeg foregav at have det bedre for at slippe for ham, og smed de angstpiller ud han gav mig.

Jeg blev en udpræget workoholic, og i de næste mange år uddannede jeg mig til sygeplejerske og skabte en karriere for mig selv. Jeg havde sparsomme og ikke særlig langvarige eller dybe relationer.

Jeg rendte i den periode til læge ret ofte, med smerter allevegne. Blev som 22-årig opereret for en cyste på størrelse med en appelsin på min venstre æggestok. Jeg husker det var dejligt at ligge på hospitalet og blive passet på. Jeg startede i gestaltterapeutisk behandling, og for første gang åbnede der sig et håb, en vej for mig. Jeg begyndte at mærke min krop og med den også glæden og Kærligheden. Jeg var 23 år.

Et par år efter fandt man cancerceller i mit underliv, og jeg måtte til udredning/behandling. I de næste mange år måtte jeg døje med bækkenløsning og lændesmerter. Så stærke at jeg i perioder ikke kunne arbejde. Lammelser i benene gjorde mig i perioder ude af stand til at gå. Jeg fik medicin, smertestillende, angstmedicin, blokadeindsprøjtninger, alt sammen hjalp kortvarigt. Det var først da jeg som 30-årig sygeplejestuderende, at jeg begyndte at arbejde med mine tanke-føle-handlemønstre, sammen med en 75 årig kvindelig healer, at jeg begyndte at forstå. Hun lærte mig om mine egne dybder, lavede regressions og hypnoterapeutiske sessioner med mig, hvor jeg kom tilbage til mine smertelige øjeblikke og gradvist healede. Jeg følte det som at ”komme hjem”. Min selvhealingsrejse begyndte for alvor med denne kvinde og jeg vidste intuitivt, at ”sådan vil jeg også arbejde”. Jeg lærte hvordan tidlige traumatiske oplevelser, hvis de forbliver ubearbejdet, sætter sig som fysiske sygdomme og ubalancer. I de næste mange år blev jeg en slags opdagelsesrejsende i mit eget system.

Arbejdet præsenteret heri denne artikel er fra mit forløb på kunstterapeutisk institut v Vibeke Skov.

Jeg er i dag 55 år, fri af smerter, angst, depressioner og andre skavanker. Jeg er smertefri og føler jeg står et solidt sted i mig selv. Mit sårbare allerinderste er med mig og tilstede i mit liv og giver en dybde og kvalitet som jeg nyder hvert øjeblik af.

Jeg har ét brændende ønske: at bringe disse komplementære metoder ind i det etablerede sundhedsvæsen.

I det følgende vil jeg gennemgå lidt traumeteori med vægt på dissociationen som forsvarssystem, og koble det til min egen historie.


En psyko-sprituel tilgang til relationelle traumer

Der findes grundlæggende to kategorier af traumer: choktraumer og udviklingstraumer. I denne artikel vil jeg fokusere på de tidlige udviklingstraumer, der opstår i relationen mor/barn før barnet udvikler objektkonstans og sprog.

Jeg vil anlægge en psyko-spirituel vinkel, velvidende, at der er andre ligeså effektive og brugbare metoder, som f.eks. den neuroaffektive tilgang til traumebehandling. Jeg vil læne mig op ad tankegangen i Donald Kalcheds fremragende bog: ”Trauma and the Soul” 2).

Han skriver bl.a., at fremtidens forskning, bliver nødt til at tage den psyko-spirituelle matrix i betragtning.

Den psyko-spirituelle Matrix svarer til Sjælens verden indenfor den esoteriske verden. Billedet på artiklens forside viser så fint dette felt imellem den åndelige verden (Gud, Ånd, livsaspektet) og den fysiske verden (mennesket, kød og blod, formverdenen)

Artiklens forside viser på den ene side Adam, der er af kød og blod, altså i formaspektet, for at bruge A. Baileys udtryk. På den anden side er Gud, som et udtryk for den spirituelle, åndelige, sjælfyldte del (livsaspektet). Det lille rum der er imellem de to pegefingre, er den synapse, som D. Kalched kalder den Psykospirituelle Matrix. Kalched: Trauma and the Soul” s. 29),

Det er som jeg ser det, det samme som kaldes ”Sjælens Univers” ifølge esoterikerne (AB: ”Sjælen” s. 40) og det som C. G. jung kalder feltet ”Det arketypiske felt”. (C. G. Jung. “Two Essays on Analytical Psychology, Collected Works, 7)

Det er her i dette felt, den traumatiserede, fraspaltede del oplagres, indtil den kan integreres af psyken.

Et fællesmennekselig felt, der rummer alt det vi nogensinde har tænkt, handlet og følt. Det er her engle og dæmoner, eventyrfigurer mm findes og forklaringen på, hvorfor myter og eventyr er gode redskaber i healingsprocessen: fordi de rammer noget dybt fællesmenneskeligt i os, noget universelt. Sjælens univers, den psykospirituelle Matrix og det arketypiske felt, anses herefter som synonymer for det samme. I det følgende vil jeg beskrive, hvordan tidlige traumer, kan aktivere denne matrix og fastfryse dele af os som en forsvarsstrategi. Jeg vil igennem mit eget eksempel give forslag til integration af disse dele igennem brug af smertediagrammet, kropssensitive øvelser og kunstterapien.


De tidlige relationelle traumer og Dissociation

Traume defineres ud fra den esoteriske tankegang, som en blokering i livsenergien imellem livsaspektet (ånden, sjælen) og formaspektet (kød og blod- mennesket – personligheden). Når der er blokering imellem livsaspektet og formaspektet opstår sygdom. Alice Bailey: ”Esoterisk Healing” s. 23

Kalched beskriver i bogen ”Trauma and the Soul”, hvordan der hos små børn (førsproglige), der bliver traumeofre, dannes et arketypisk forsvar. Dette forsvar kaldes dissociation.

”Dis” kommer fra latin og betyder at dele, fraspalte. Dis ses i mytologien, som en ”Fallen angel”, integrationen af de mørke, dæmoniske kræfter i det arketypiske felt. Den trehovede kannibal DIS, er efterhånden velkendt i psykoterapeutiske kredse.

Freud ville måske have fortolket ham som ”Personificeringen af dødsinstinktet” I Fairbains objekt relations psykologi, er DIS en indre sabotør i det ubevidste, der angriber dette indre uskyldige barn. C.G. Jung så DIS som et autonomt system, der opstår ud af det kollektive ubevidste og besætter egoet og giver psykiske og fysiske sygdomme til følge. ( Kalched s 92),

E. Tolle, beskriver DIS som et energisystem, han kalder smertekroppen.